Drive

Jeg har et barndomsminde. Vi har været til en fest et sted, og det er sent om aftenen. Klokken har passeret midnat, og jeg sidder på bagsædet af mine forældres gamle Ford Sierra og rævesover, fanget et sted imellem aftenens ophøjede stemning og søvn. Vi kører gennem Århus, og jeg ser ud på lysene og bilerne, mens der kører lav musik i radioen, og ingen snakker. Drive teleporterede mit sindelag til den aften. Til det præcis samme drømmende og lidt underlige, men alligevel fængende humør.

Drive er for mig en af de film, som man med jævne mellemrum falder over og bliver betaget af. En film, hvor langt det meste går op i en højere enhed, og hvor filmoplevelsen bliver én lang zen-agtig, synth-drevet auditiv og visuel hjerneorgasme. Det er virkelig en film, der rammer plet lige i hjertekulen på mig, og den minder mig om, hvorfor jeg elsker film, og hvorfor jeg elsker actionfilm.

Vi følger en unavngiven chauffør (Ryan Gosling), som lever af at arbejde på et værksted for den lettere leflende og småpatethisk værkstedsejer Shannon (Bryan Cranston), samt deltid som stuntman i filmproduktioner. Vi ved dog fra start, at chaufføren har en mere kriminel løbebane om natten, hvor han agerer flugtbil-chauffør for forbrydere i forbindelse med indbrud. Det bliver tydeliggjort i filmens intro, som viser os en meget velkoreograferet og meget anderledes, intelligent biljagt, hvor chaufføren udmanøvrerer ordensmagten frem for at forsøge at race fra den. Jeg fik lyst til at vide noget om denne mand. Hvem er han? Hvor har han sine færdigheder fra? Hvad er hans baggrund?

Det er dog noget, vi aldrig får at vide. Ryan Gosling spiller rollen som chaufføren mesterligt, nærmest drømmende, og fuldstændigt uden følelser i hans mimik eller meget sparsom dialog.

I det hele taget er filmens cast virkelig godt skruet sammen, og har rigtigt gode præstationer af store navne som førnævnte Bryan Cranston, Ron Perlman, Carey Mulligan og Oscar Isaac, som hver især leverer en autentisk og indlevende præstation. Filmens hovedskurk Bernie Rose (Albert Brooks) leverer dog en karakter, som er lidt mere overspillet. Underholdende – jvist – men for mig en smule afvigende fra filmens øvrige stil.

Og hvilken stil! Filmen er utroligt flot. Smuk endda. Den er skudt på en måde, som virker dvælende og drømmende, med en konstant fornemmelse for, at der hvert øjeblik kan opstå en farlig situation. Når det sker, er forløsningen voldsom, grotesk og voldelig, og jeg sidder tilbage med et lille smil på læben. Den visuelle stil vil jeg beskrive som Cyberpunk 2077 møder GTA Vice City med et lille drys af ti årige Malte i bil på vej igennem Århus' gader en sen aften. Filmens lydside er et mix af 80'er-inspireret synthwave-pumpende musik og ambientetoner, som bringer mindelser til Blade Runner.

Vi snakker ofte om pacing, og jeg tror måske, at det er her filmen kan dele vandene. Jeg kunne nemt forestille mig, at der var mange som måske havde forventet en anden film med mere action og et hurtigere tempo. Filmen er, trods dens ikke alt for lange spilletid, en langsom og dvælende film, som gerne giver sig tid til bare at svælge i en scene. Jeg fandt dog personligt ikke filmen kedelig ét sekund, og den time og 40 minutter forsvandt som dug for solen.

Drive er opskriften på en nærmest komplet actionfilm for mig. Den har musikken med sig, den har historien med sig, den har lydsiden med sig. Den er måske ikke videre tankevækkende, og den har måske ikke samfundsrelevante tematikker, men den sidder i mig, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan den her film er kommet ud af Nicolas Winding Refn. Bravo.

Ud af 5 stjerner har jeg givet filmen 4,5, men ud af 6 stjerner sniger filmen sig lige nøjagtigt op på fuld plade:

6 ud af 6 stjerner