Dog Day Afternoon

Det er blevet tid til at åbne ballet for et nyt tema, kære riddere, og jeg vil gerne sige HEJ til heistfilm! Vi lægger ud med Sidney Lumets heistfilm, der møder gidseldrama Dog Day Afternoon fra 1975, som er en gribende og til tider komisk skildring af et bankrøveri, som gik helt galt.

Filmen lægger ud med at fortælle os, at det, vi skal være vidne til, er baseret på virkelige hændelser. En banalitet, som ofte er en sandhed med modifikationer, men ved nærmere research må vi her konstatere, at det ikke er helt forkert denne gang. Faktisk var det virkelige forløb en anelse mere bizart end filmen viser os. Jeg kan dog ikke lade være med at have det i baghovedet gennem filmen, hver gang sådan et postulat fremføres i begyndelsen af en film, og jeg kunne egentlig godt tænke mig, at det var et faktum, vi fik at vide efter filmen. I dette tilfælde står filmen nemlig glimrende på egne ben, uden at vi som seere behøver at blive overbevist om, at det, som er sket, kunne ske i virkeligheden.

Filmens anslag er i den komiske ende. Vi ser tre mænd i færd med at lægge an til et bankrøveri. Ved Pacinos blotte tilstedeværelse indoktrineres vi øjeblikkeligt til at tro, at der er tale om erfarne forbrydere. Nogle rigtige wiseguys. Nogle hårde bananer. Filmen leger lidt med vores forventninger, som hurtigt bliver gjort til skamme, da den ene hårde banan viser sig at være en slatten omgang bananmos, der ikke rigtigt har lyst alligevel, den anden egentlig virker flink og hjælpsom nok overfor personalet, og den tredje mest af alt virker som en autist, der har fået stukket et maskingevær i hånden. Det hele virker en smule faldet på halen komisk – der er ikke nogen penge i tanken, naboen banker på, fordi skraldespanden ryger lidt, og det hele går mildest talt ikke som planlagt.

I virkeligheds historie havde Sonny (Al Pacinos karakter) fundet to kammerater på en lokal bøssebar og kørt rundt med dem for at finde en tilfældig bank, de kunne røve. I den første bank blev der tabt en shotgun, som så gik af, hvilket gjorde, at de måtte flygte. I den anden bank stødte den ene af de to håndlangere (Sal) på en bekendt af hans mor, så derfor valgte de at gå videre. Den tredje bank blev den, som denne film drejer sig om.

Selvom de første 20 minutter af Dog Day Afternoon forløber ganske let og komisk, er den resterende time og 45 minutter efter min opfattelse et skoleeksempel på slowburn-suspense. I takt med at situationens alvor udvikler sig, ændres tonen i filmen også. Lige så langsomt bliver filmen mere nervepirrende og klaustrofobisk. Alt sammen skildret gennem små subtile ændringer i repliklevering og visuelle virkemidler. Airconditioningen går, så de sveder alle sammen. Lyset går. De begynder at føle sig indeklemte i deres egne slips. Sonny og Sal begynder ved flere lejligheder at småskændes. Et af de greb, der for alvor får det hele til at føles autentisk, er den næsten totale mangel på musik. Der er ingen følelsesmæssig hånd i ryggen, ingen cues, der fortæller os, hvordan vi skal have det. Det giver filmen en næsten dokumentarisk fornemmelse og forstærker slowburn-spændingen markant.

Udenfor banken er stemningen anderledes. Sonnys flamboyante personlighed får hurtigt de fremmødte tilskuere til at holde med ham, da han revser politiet, betaler pizzamanden og kaster om sig med kontanter. I det mindste lige indtil vi i filmens tredje akt bliver introduceret til Sonnys hemmelighed – han er i virkeligheden homoseksuel og har giftet sig med en mand bag konens ryg. Pengene fra bankrøveriet skal bruges til at betale for en kønskifteoperation til Sonnys mand.

I sig selv er det måske et relativt åndssvagt plottwist. Det, der får det til at virke her, er dels det faktum, at det er sket i virkeligheden (så her virkede det faktisk at fortælle det på forhånd), og dels det brilliante skuespil fra Al Pacino. Vi tror på, at der er noget lidt off ved den her fyr. Selvom han prøver at virke venlig, lurer der en dæmon lige under overfladen. Vi har set glimt af den, og vi får det fortalt af både hans kone og hans mand. Al Pacino formår at forvandle et par relativt harmløse telefonsamtaler til nogle lange intense scener, hvor man til sidst sidder en smule ude på kanten af stolen, blot gennem hans aura og hans skuespil. Jeg er ganske overbevist om, at den her film ville have været en væsentligt mere flad oplevelse med en ringere skuespiller. Jeg bliver simpelthen tryllebundet af Pacino.

Filmens spændingsopbygning synes jeg holder helt til filmens slutning. Vi ved jo godt, at Sonny og Sal ikke slipper afsted med deres planer, men vi ved ikke, om Sal ender med at skyde deres chauffør i hovedet – bevidst eller ved et uheld. Det er dog Sal, der ender med at blive skudt i hovedet, og vi får herefter de obligatoriske sorte tekster, som skriver, hvad der så skete med Sonny.

Som I måske kan høre, ærede riddere, er jeg ganske begejstret for Dog Day Afternoon. Jeg elsker en slowburn-film, når den er udført godt. Jeg synes, at den er skoleeksempel på karakterskuespil og dramaturgisk stemmingsudvikling. Ja, det var en lang film, men jeg er ikke sikker på, at den havde haft samme effekt, hvis den havde været kortere. I det mindste ikke for mig.