Deathstalker

Der var engang en tid. En vild tid. En tid hvor mænd var mænd, film var eksperimenterende og nyskabende, og filmstjernerne var RIGTIGE filmstjerner. Navne som Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og Clint Eastwood ryddede forsiderne, men der var også mindre film som heldigvis slap igennem det lille bitte nøglehul, som de store Hollywood-blockbustere lod stå åbent for andre, mere eksperimenterende og drømmende film. En del af disse film er i dag anset som cultklassikere. Film som The Evil Dead, Christine og naturligvis Critters.

Deathstalker blev også lavet.

Jeg kan ikke andet end forestille mig, at Deathstalker blev skabt i et månedslang svampetrip, hvor filmens crew forsøgte at ride på bølgen af de mange Sword and Sorcery-film, som Conan the Barbarian havde skabt et par år forinden, samtidig med at de forsøgte at komme i Guinness Rekordbog for fleste bryster pr. minut i en biograffilm. Der er ganske vist et klassisk fantasy-plot med en "helt", som skal igennem en række prøvelser for at finde tre magiske artefakter, der kan sætte en stopper for en ond troldmand. Problemet er bare flere:

Deathstalker er ikke nogen helt (helter er jo fjolser, som han siger!). Han er derimod en voldelig serievoldtægtsmand, der ikke har nogen skrubler med hensyn til at myrde og voldtage sig til "The power", som han så yndigt plagierer fra He-Man.

Prøvelserne, som Deathstalker skal igennem, består for det meste af utroligt lange og mærkelige bar-brawl-scener, lejrbålscener og mærkelig famlen på fremmede kvinders bryster. Der er nemlig rigtigt mange bryster med i denne film, og de sidder alle sammen på kvinder, som overhovedet intet har med plottet at gøre, bortset fra at agere frivillige voldtægtsofre for Deathstalker.

Da Deathstalker endelig vinder den onde troldmands Munkars turnering (ved at besejre grisemændene fra Star Wars' spedalske fætter) og får de magiske genstande, beslutter han sig for, at han ALLIGEVEL ikke vil have dem, og brænder dem. Bortset fra det magiske sværd, selvfølgeligt, som han trods alt godt vil beholde.

Der var dog en enkelt performance, som jeg nød i fulde drag, og det var naturligvis den ældgamle 45-årige Munkar, som med sin side-skiftende face-tattoo overspiller sig igennem den ene latterlige special-effect efter den anden.

Filmen er umulig at følge med i, da plottråde kastes konstant ind, lige så hurtigt som de glemmes igen. Filmen føles på trods af sin spilletid på fem kvarter, som om den var 30 minutter for lang. Filmen gik konstant en balancegang mellem på den ene side at være utroligt kedelig med alt for lange scener, hvor intet (andet end bryster) skete, og på den anden side næsten at tangere bad-movie-magic-segmentet.

Deathstalker er en 1-stjernet film forklædt som en 2-stjernet film. Filmens absurditet gav den underholdningsværdi nok til, at jeg lige nøjagtigt kan lade som om, at jeg tror på udklædningen. Jeg giver derfor Deathstalker:

2 ud af 6 stjerner