Coherence

3 tidsfilm ud af 4 mulige, og denne gang har vi været vidne til det amerikanske kosmiske mindfuck Coherence fra 2013 og… what the fuck did I just watch?

I Coherence følger vi en gruppe venner, som mødes til en middag for at fejre, at der er en komet over dem, I guess. Deres interne relationer er ikke videre forklaret, men det virker som om, nogle af dem kender hinanden rigtigt godt, og nogle af dem kender kun hinanden perifert eller slet ikke. Det er tydeligt allerede fra starten, at vi har at gøre med en sand low budget-film i ordets bredeste forstand. Filmen er skudt over 5 dage og har et budget på 50.000 USD, så der er skruet fuldt op for low budget-virkemidlerne. Vi taler naturlig belysning og lyd og håndholdt kamera. Det er som om, vi lige har spolet tiden tilbage til 1990ernes Dogme95-film og ser Festen for første gang. Og så stopper den sammenligning også der.

Efter at vi har fået etableret en mere eller mindre kaotisk relation mellem venner, flyver kometen over dem, og mystiske ting begynder at finde sted. Faktisk har vi allerede været vidne til noget meget mystisk, idet skærmen på en af karakterernes telefon pludseligt knækkede på grund af årsager på vej til festen, og nu afsløres det, at det også er sket for nogle af de øvrige gæster! Jeg må sige, at jeg her sad helt ude på kanten af sædet og bed i mine blødende fingerstumper, for hvad ville der mon ske herfra? Ville termokanderne måske sprænge? Måske ville lyset begynde at blinke?

Mine forventninger blev indfriet hurtigt – Lyset gik! Stakåndet sad jeg tilbage. Hvad i alverden sker der lige?

Som disse handlinger har fundet sted, har jeg siddet og undret mig over noget. Hvorfor taler de sådan? De taler i munden på hinanden. De virker oprigtigt forvirrede over hinandens replikker, og til tider virker det som om, at de ikke rigtigt ved, hvad de skal sige. Har vi mon at gøre med noget så smagfuldt som en manuskriptfri film? Bingo. En hurtig Google-søgning fortalte mig, at den her film stort set er improviseret. Skuespillerne har for hver dag fået lidt vejledning i, hvor deres karakter skal hen den dag, og så ruller de med det. Genialt?...

Fra det øjeblik af har den realitet simpelthen fyldt for meget i min bevidsthed til, at jeg helt har kunnet lade mig fange af filmens lidt fjollede plot. Plottet er i og for sig meget opfindsomt. Efter strømafbrydelsen går det – langsomt – op for dem, at de er blevet til Schrödingers plotdevice, og at hvis de går ud fra huset og igennem et "mørkt område", så kommer de til en tilfældig anden virkelighed, og de forskellige virkeligheder bliver derfor mere og mere blandede. I de forskellige virkeligheder er der af en eller anden grund sket næsten det samme, men med små forskelle. Forskellene kunne være terningekast, tilfældige ting som er lagt i en kasse, valget af farvede glowsticks og små andre ting. Så selvom vennerne overordnet set tænker og gør det samme, er der alligevel forskelle. Giver det mening? Tjah. Det må vel være op til seeren at bedømme.

Filmen giver i øvrigt heller ikke svar på, om det her fænomen sker for alle i hele verden, og i så fald hvordan det afgrænser sig. Er det hus for hus? Hvordan ved en komet, hvad et hus er? Er vi her vidne til verdens ende, hvor alt bare er fucked up den efterfølgende dag? You be the judge. Filmen er i hvert fald ikke.

Filmen kulminerer med, at den kvindelige hovedrolle, som jeg har glemt navnet på, beslutter sig for at finde den virkelighed, hun helst vil være i, og myrder sig selv i den virkelighed for at tage hendes plads. Eller – det vil sige, hun forsøger at myrde sig selv ved at holde hende let for munden i 5 sekunder. Det lykkes så heller ikke, hvorefter hun slår hende med låget til toilettets cisterne. Dagen efter er dobbeltgængeren væk, så det lykkedes vel heller ikke. Hvor gik hun hen? Who the fuck knows.

Lad det være sagt, at jeg synes, at den her film er en sjov idé. Sådan lidt filmskole-agtig. Et sjovt forsøg, og måske et sjovt koncept til en kortfilm på YouTube. Hvordan den her film har så høj en IMDb- og Letterboxd-score som den har, fatter jeg ikke en skid af. Skuespillerne ævler i munden på hinanden, filmen er ufatteligt rottet og forvirrende, og jeg er ked af at sige det, men også dræbende kedelig. Jeg vil dog gerne give en stjerne for opfindsomheden.

Jeg giver Coherence:

2 ud af 6 stjerner.