Clue

Så blev det tid til at tage fat i et nyt tema, nemlig whodunit, og vi starter ud med Jonathan Lynns komedie/farce Clue fra 1985. Clue har en række mere eller mindre gakkede skuespillere i hovedrollerne, heriblandt Christopher Lloyd som den dameglade Professor Plum, samt den altid overdrevent flamboyante Tim Curry som herinser gør det som butleren Wadsworth. Men var det butleren, der gjorde det denne gang? Det får vi på en måde både svar på og ikke svar på, som filmen skrider frem. Det vender jeg tilbage til.

Lad os nu bare være helt ærlige – Clue er en gakket film. Den første joke, filmen smider i hovedet på os, er en joke, der indebærer en hundelort. En del af filmens komik bliver leveret med en vis deadpan-nethed, som er så typisk for tidens komediefilm. Det har sin charme, men jeg skal være ærlig at sige, at min noget raffinerede humoristiske sans ikke tillod meget mere end små krusninger om mundvigen her og der. Jeg tror, jeg en enkelt gang hostede lidt på en munter måde. Dermed ikke sagt, at filmen ikke er sjov – den er såmænd humoristisk nok, og jeg bliver især betaget af Tim Currys fantastiske leverance hver gang, der sker noget bombastisk eller uventet. Tim Curry har altid været en fantastisk klovn på lærredet – særligt når han ikke skal være en uhyggelig klovn, men det er et hottake til en anden dag.

Selvom Clue måske ikke er lårklaskende morsom, så er den konsekvent morsom, og jeg fandt mig overrasket over, at jeg var positiv på hele filmen igennem. Jeg kunne godt lide karaktererne og den måde, de var løftet fra brætspillet på æstetisk og tematisk. Jeg blev aldrig rigtigt overrasket over plottet, men jeg kunne godt lide at sidde og gætte med på, hvem der mon døde næste gang, og hvem der mon var morderen. Det er helt ærligt mere, end jeg havde regnet med, og det var godt!

Derudover synes jeg også, at opgaven i at løfte et brætspil i selskabsgenren til en spillefilm var lykkedes ganske godt. Jeg har aldrig spillet Cluedo, men jeg tænker, at lokationerne er nogenlunde tro mod brætspillet, og at plotlinjen om, at den som står med mordvåbnet til sidst, er morderen, er løftet fra spillets regler. Eller hvad? Der må de mere Cluedo-kyndige lige hjælpe mig. Men vigtigst af alt så synes jeg, at filmen er en ganske habil whodunit-film i sig selv, og det er nok egentlig mere, end man havde kunnet forlange med en film som den her.

Og så er jeg nødt til at vende tilbage til slutningen. Filmen kulminerer med, at vi får serveret morderen på et sølvfad. Det var ikke butleren – det var Miss Scarlet! og hele plottet, der forklares, giver god mening. Bortset fra, at det faktisk ikke var hende, men Mrs. Peacock! og det plot giver lige så god mening. Men det var det faktisk heller ikke, for i virkeligheden VAR det butleren, der stod bag! I den mest gakkede af komplotforklaringerne!

Jeg synes, at det var en ret sjov måde at slutte filmen på, for jeg tolker det som en måde at udstille genren lidt på. Det er ofte ganske umuligt at sidde og gætte med, for en dygtig manusforfatter kan få alting til at passe på alting på de mest absurde måder – som whodunit-film ofte er i sidste ende.

Whodunit var en film som man ikke laver mere. En film af sin tid. Det var en udemærket whodunit-film, og den havde nogle gode karakterskuespillere til at spille de karikerede karakterer. Plottet er dog ikke alt for spændende, og filmen lider også under, at det tredje akt begyndte at føles en lille smule langt, trods filmens spilletid på godt 90 minutter.

Jeg giver Clue:

4 ud af 6 stjerner