Chinatown

Tredje klassiker i rap, og denne gang kaster vi os over Roman Polanskis klassiker fra 1974: Chinatown. En film i ægte neo-noir-stil.

I Chinatown følger vi privatdetektiven Jake Gittes, der skal opklare et mysterium, som starter med en simpel sag om afsløring af utroskab, men som hurtigt udfolder sig til en kompliceret sag om svindel, grådighed, incest og sågar mord.

Jeg nyder fra filmens start den meget gennemførte visuelle stil, som på meget overbevisende vis indrammer 1930'ernes USA. En tid hvor rigtige mænd gik i grå jakkesæt, og hvor en wiseguy skulle wackes for et godt ord. Ret hurtigt får filmens plot også kløerne i mig, da det viser sig at Jakes klient ikke er den, hun har udgivet sig for. Hvorfor mon? Der skal gå lang tid før vi får svar på det.

Man kan godt sige at filmen snegler sig af sted, for tempoet er måske lidt som en lille kedelig skovsnegl. Men den her film er ikke en lille kedelig skovsnegl. Det er en stor og fed farverig snegl med en hel masse farver. Måske en fra Brasilien eller sådan noget. En snegl som, ja sådan set, bevæger sig langsomt – men den bevæger sig i alle mulige retninger hele tiden, og den giver sig tid til rigtigt at udforske de blomster, den når til. Chinatown er en film som fordrer seerens opmærksomhed, men hvis man giver den det, vil man blive belønnet med en spændende, flot, tragisk og grusom historie.

Som filmen skrider frem, er det som om at selve mysteriets indhold glider i baggrunden, i hvert fald for mig, og filmens temaer kommer i højsædet. Plottet er noget kompliceret omkring nogle grunde i ørkenen, og et vandværk og noget med nogle gamle mennesker på et plejehjem. Men filmen handler ligeså meget om, hvad grådighed kan drive venner til, ondskabsfuldheden, og hvor uretfærdigt virkeligheden ofte er. Sidstnævnte blev cementeret med en slutning som var så deprimerende at jeg nærmest sad uforstående tilbage.

En film som den her var måske faldet til jorden uden det rette skuespillerensemble, og heller ikke her skuffer filmen. Jack Nicholson gør det rigtigt godt som den lidt slikkede privatdetektiv, og man tror på Faye Dunaways desperation i forhold til hendes steddatter. Jack Nicholson kan aldrig være sådan helt likeable – han har bare en skurks aura, og det klæder på en måde den her film. Det er ikke det rosenrøde Golden Hollywood-drama, den ellers præsenterer sig som – nej, det er en vaskeægte gråddig og deprimerende New Hollywood-tragedie, fortalt som et mordmysterie, der tilmed var spændende til det sidste. Og så gør det ikke en skid at komplottet var lidt for kompliceret, at skurken var lidt for åbenlys, og at Roman Polanski er dømt pædofil.

Jeg giver Chinatown:

5 ud af 6 stjerner