Blood & Gold

Was ist das? Ist es numsegas? Nej, ikke helt. Men lidt.

I Blood and Golds indledning ser vi en mand, som vi senere kender som Heinrich (eller bare "den menige"), på flugt. Han flygter hen over en åben mark, solen skinner, farverne er klare, og musikken er upbeat og glad. Vi ser, at han flygter fra SS-soldater, og det er tydeligt, at filmen foregår i 2. verdenskrig. Han bliver dog hurtigt fanget og klynget op i et træ, kun for at blive reddet i sidste øjeblik af filmens anden hovedperson Elsa. Indledningens tone får det til at virke, som om filmen gerne vil gå Quentin Tarantino lidt i bedene og lave en tongue-in-cheek voldsommet og mørk komedie i stil med Inglourious Basterds. Det købte jeg egentligt ind på, omend det var tydeligt, at filmens niveau ikke var deroppe.

Efter 9 minutter får vi dog filmens overture og title screen, og her er det ret tydeligt, at filmen gerne ville være en western ud fra både musikken og titlens skrifttype. Fedt, tænkte jeg! Jeg elsker westerns! Og en western placeret i 2. verdenskrig er sød musik i mine ører. Vi introduceres herefter ordentligt til Elsa samt hendes bror med Downs-syndrom, og hvis man ved bare en lille smule om nazisternes syn på mennesker med evnebesvær, så kan man godt regne ud, hvordan hans ende bliver. Jeg begyndte at forestille mig et voldsorgie af et hævntogt for Elsa og Heinrich mod nazisterne med et lille smil på læben.

Men tiden gik, og voldsorgiet udeblev. For selvom der var nogle ganske udmærkede og endda forholdsvis lange actionsekvenser, så sad jeg lidt med en blandet følelse bagefter. Filmen var ikke voldsommet nok til at få mig ud på kanten af sædet. Den var ikke spændende nok til, at jeg var specielt investeret i plottet (som egentlig bare var, at nogle onde mennesker ville have fat i noget guld). Persongalleriet var for stort til en så lille historie, og filmen manglede en egentlig hovedperson, som kunne drive plottet.

Det sidstnævnte er nok det største problem for mig. Hvem er hovedpersonen? Elsa var den, der var mest badass, men hendes rolle bestod mest i bare at være der, når der skete noget, og så slå en skurk eller to ihjel. Heinrich virkede bare til at være ukampdygtig det meste af filmen, mens han i bedste Wolfenstein 3D-stil bare skulede til højre og venstre uden at sige ret meget. I det hele taget mindede filmen mig en smule om et semimoderne skydespil, à la de nyere Wolfenstein-spil, komplet med bossekampe og den lidt for simple historie.

Det var dog ikke skidt det hele. Jeg synes, at æstetikken var på plads. Kostumerne var flotte, der var for det meste velkoreograferet action, og kameraføringen var – omend ikke spektakulær – så ganske hæderlig og til tider endda virkelig nydelig. Musikken var hit and miss for mig. De westernlignende toner fik mig til at mindes Ennio Morricone (ganske vist fra Wish, men alligevel), men når filmen slog over i den mere upbeat og glade musik, kunne jeg mærke, at det irriterede mig og virkede out of place. Jeg tror lidt, at det er den slags film, min far godt vil kunne lide.

Filmen var på trods af sin relativt korte spilletid på 98 minutter lidt for lang, eller måske var den bare lidt for langsomtpaced. Jeg savnede noget mere action, når historien var lidt en tynd kop glühwein, men det, jeg fik, var underholdende, og der var et par scener, jeg vil huske for deres kreativitet.