Before Sunrise

To unge mennesker mødes ved et tilfælde på et tog igennem Europa og starter en samtale, som bliver startskuddet til en filmtrilogi, som jeg har set flere gange, og som jeg holder rigtigt meget af. Jeg ved udemærket godt at Before Sunrise ikke er en film for alle, og jeg har på fornemmelsen at det muligvis heller ikke er en film for alle medlemmerne af Ridderne af de Rullende Tekster, så jeg vil meget gerne bruge muligheden til at fortælle om, hvorfor det her er en af mine yndlingsfilm indenfor filmromancer.

Before Sunrise er en meget lille film om nogle meget store emner. Hvad er kærlighed egentlig? Og er det det samme som forelskelse? Hvad driver os til kærligheden, og hvad betyder de små tilfælde i det store liv? Det er naturligvis en samling af lommefilosofiske floskler, og normalt vil det være noget jeg kunne brække mig over at høre på. Magen til shakespearsk romancepladder skal man da lede længe efter! Og alligevel formår Richard Linklater at ramme det lige på stedet.

De her lommefilosofiske pladderfloskler betragtes naturligvis bedst i samtale, for filosofi er som bekendt kunsten at diskutere ligevægtige spørgsmål til døde, og det her er netop dét. Én lang samtale mellem to unge, meget nyforelskede mennesker, som prøver på at lære hinanden at kende gennem anekdoter fra deres liv og reaktioner på det, de oplever gennem deres spontane gåtur igennem Wien.

Amerikaneren Jesse kommer fra Amerika og fra et hjem uden meget kærlighed. Han kommer lige fra et pludseligt og hårdt brud med sin ekskæreste og er i hvert fald den dag meget kynisk i sin tankegang. Jesse stiller spørgsmål ved reinkarnation, for hvordan kan der komme flere mennesker, hvis alle sjæle stammer fra tidligere liv? Når Jesse ser et spædbarn, tænker han allerede der, at det barn er bestemt til at dø en dag.

Celine kommer fra en fransk kernefamilie fyldt med kærlighed og økonomisk succes. Hun er ambitiøs, feministisk og filosofisk. Da Jesse og Celine møder en gadedigter, og han skriver et digt til dem om milkshake, medgiver Jesse, at det var super godt, men det var sikkert bare en boilerplate, han udfyldte med et ord. Da de får læst deres fremtid af en spåkone, lægger Jesse meget vægt på, at det er fup, hvor Celine er mere åben overfor det mystiske. Den dynamik synes jeg er med til at skabe en troværdig dynamik mellem Jesse og Celine.

Troværdig i forhold til, hvordan unge mennesker ofte er, og hvordan de taler.

Jesse og Celine forsøger konstant at overgå hinanden i pretentiøsitet. Hvadenten de fortæller om, at de har lydbåndede digtrecitationer, eller de diskuterer filosofier eller taler om fortidsens åbningsoprør, føler de begge, at de er meget ældre og meget klogere end deres alder. Præcis som mange unge i starten af 20erne føler og agerer, og på en måde er det charmerende og hjertevarmende. Jeg så denne film første gang sammen med min kæreste, da vi selv var i den spæde start af 20erne, og dengang følte jeg VIRKELIG kærligheden. Jeg syntes, at dialogen var klog og intelligent, og på en eller anden måde identificerede jeg mig virkelig med både Jesse og Celine. Det gør jeg på ingen måde i dag. Hver gang jeg ser den, fniser jeg mere og mere over deres himmelråbende ungdommeligt ukuelighed, men kemien mellem Jesse og Celine kan stadig mærkes, og jeg synes stadig, at det er en utrolig charmerende film.

Foruden det filmiske mener jeg, at der er et nostalgisk element til, hvorfor jeg elsker denne film så meget. Det er en film, som både Anja og jeg har meget gode minder omkring, fordi vi har erindringer om, at vi fandt den sammen nede i Blockbuster og bare elskede hvert sekund af den i vores nyforelskelse. I dag kan den måske virke lidt pladderet, men jeg vil sige én ting. Sammen med de to efterfølgere udgør den her film den mest rørende, ægte og både hjertevarm og knusende brutal fortælling om det moderne parforhold, jeg nogensinde har set. De efterfølgende to film er skudt med ni års mellemrum, ligesom der er gået ni år mellem hver film, og tilsammen viser trilogien den unge kærlighed, den mere modne kærlighed og den vigende kærlighed. Selvom denne film måske ikke har fanget alle, vil jeg på det kraftigste anbefale jer at se de to efterfølgere, for det er en oplevelse jeg ikke har set andre steder.

Som trilogi ville jeg nok give Before-trilogien fem eller måske endda seks stjerner, men som enkeltstående film giver jeg Before Sunrise:

4 ud af 6 stjerner