Barry Lyndon

Stanley Kubricks "Barry Lyndon" er baseret på romanen "The Luck of Barry Lyndon" af den engelske forfatter William Makepeace Thackeray, som blev skrevet i 1844. Bogen var en satire på især aristokratiet, og blev fortalt i første person af Barry selv, som fungerede som en upålidelig fortæller. Med "Barry Lyndon" prøver Stanley Kubrick at genfortælle den gamle fortælling, men med større fokus på karakteren Barry og mindre på det satiriske.

Resultatet er en storfilm, som er både sjov, gribende, tåkrummende og blødende smuk.

Selvom filmudgaven ikke har "The Luck of" i sin titel, er Redmond Barry en meget heldig mand – i hvert fald i den første halvdel af filmen. Barry starter egentlig ud med at være lidt en straight man, som vi får sympati for. Ja, han var vild med sin kusine, men han afviser da også hendes tilnærmelser til at starte med. Den kærlighed sender indirekte Barry ud på en rejse gennem det nordlige Europa, hvor han på ekstremt opportunistisk vis udnytter enhver mulighed, der bliver ham givet. Med charme og kløgt (og en god portion held) ender Barry ganske højt på strå, og kun et ægte mål står egentlig i vejen for, at han kan opnå jord, rigdom og titler. Heldig som Barry er, opstår den mulighed, og Barry griber den og gifter sig med Lady Honoria Lyndon – mere for titlen Barry Lyndon end for kærligheden. Måske har hans rejse gennem Europa og mod storhed forvandlet den håbløse romantiker Redmond Barry, som ville gå i døden for den umulige kærlighed, til den kyniske Barry Lyndon, som gerne gifter sig for status. Måske har han bare altid været sådan.

I anden halvdel af filmen har Redmond Barry opnået, hvad han vil, og vi ser med det samme hans sande jeg – eller i hvert fald det jeg, han er blevet. Barry høres løs, og han øser pengene væk. Han behandler ansatte som dårligt, og han misbruger sin stedsøn både fysisk og verbalt. Hans nye kone skænker han ikke meget opmærksomhed, og hendes psyke er i frit fald. Anden halvdel centrerer sig meget omkring to sekvenser, som på mesterlig vis kaster vores sympati for Barry rundt i manegen – nemlig opgøret med hans stedsøn Lord Bullingdon og Barrys lille søns tragiske død. Jeg kan ikke andet end at bukke mig for instruktionen, når vi går fra at foragte Barry til at føle medfølelse med ham i en scene, som var så hjerteskærende sørgelig, at jeg lige måtte gå ind og kramme mit barn en lille smule.

Det ender selvfølgelig ikke godt for Barry, og sådan måtte det jo også ende. Om Lord Bullingdon er meget bedre, må være op til seeren at bedømme, men jeg synes, at jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have set et rigtigt værk. "Barry Lyndon" er en meget lang film, og den føles sådan set også lang. Jeg delte den op i to dele, og det klædte egentlig filmen udmærket, for selvom jeg var grebet af den, var det ikke en film, som var særlig plotdrevet i forhold til, hvor karakterdrevet den var. Jeg vil dog ikke sige, at jeg på noget tidspunkt kedede mig, men sammenlignet med Kubricks aller største værker synes jeg, at den kommer lige op og rører den meget lave limbo-stang, som "A Clockwork Orange" og "2001" havde sat få år forinden.

Hvor denne film dog overgår de andre, er på den visuelle side. Wow. Bare wow. Der var scener i denne film, hvor jeg svor, at baggrundene var malet. Det var meget ofte maleri fra 1700-tallet bragt til live, og det var teknisk en meget, meget imponerende film. Særligt når man tænker på, at der stort set ikke er blevet brugt kunstig belysning, og mange indendørs scener er skudt kun med belysning fra stearinlys. Stanley Kubrick var bare the G.O.A.T. inden for kamerateknik og cinematografi.

"Barry Lyndon" er en smuk, stemningsfuld og gribende film, som jeg er glad for, at jeg har købt i 4K, for jeg skal helt klart se den igen.