Barbarian
Anmeldt af Malte · 3. juni 2026
Maltes vurdering
Barbarian var en film som stod for en god omgang buzz, da den udkom på forskellige filmfestivaler og senere i biograferne. En lille low budget gyserfilm med nogle interessante twists, som kunne måle sig med genrens sværvægtere, havde måske set dagens lys.
Filmen starter ud med et, synes jeg, rigtigt godt setup. En enlig kvinde ankommer til en Airbnb, som hun har lejet en sen aften, kun for at finde ud af at der allerede er en anden lejer til stede i huset. Han er naturligvis ikke længe om at invitere hende indenfor, og mens hun passerer døren, ser vi filmens titel "Barbarian" tone frem på skærmen.
Den første tredjedel af filmen er efter min mening virkeligt veludført psykologisk horror, og vi forledes til at få en fornemmelse af at der er noget der ikke er helt normalt over den logerende Keith (Bill Skarsgård). Det bliver kun endnu mere ulækkert og klaustrofobisk da den kvindelige hovedrolle Tess (Georgina Campbell) finder en hemmelig indgang til en dyb og kulsort kælder, fyldt med små bure, klamme rum og kameraer. Tonen er top notch, og jeg vil endda gå så langt som til at bruge et ord jeg alt for sjældent bruger om moderne gyserfilm – uhyggelig.
Det varer lige indtil vi ser hvad der rent faktisk bor nede i kælderen. Jeg så filmen sammen med min kæreste, og jeg synes at hendes udråb beskriver monsteret i den her film ret godt: "ET PATTEMONSTER!!!". Herfra bliver filmen bestemt ikke mindre underholdende, men desværre fordamper uhyggen som dug for solen.
Filmen får her et gigantisk toneskift. Lige efter afsløringen af pattemonsteret skifter scenen til et droneskud af en lille sportsvogn i fuld solskin, ført af den noget selvsmågende og yderst ubehagelige Hollywood skuespiller AJ (Justin Long), som vi finder ud af ejer huset. Han får selvfølgeligt et påskud til at komme ud i sit hus, og knapt har han fundet kælderen, før han begynder at måle op for at finde ud af hvor mange kvadratmeter kælderen er. Det virker nærmest som en komedie, og den over-the-top halvkomiske tone kører filmen så resten af dens spilletid.
Jeg synes at det er fedt at filmen leger med seernes forventninger. Jeg føler helt ærligt at filmen tog røven på mig, og det er en kæmpe kompliment. Filmen vil have os til at tro at Bill Skarsgård er en værre klammert og så bliver den bare vendt på hovedet på et splitsekund. Jeg synes desværre dog at det kommer på bekostning af noget som kunne have været en rigtigt genuint uhyggelig psykologisk gyserfilm. Filmen prøver lidt at hive det i land med en halvslagen sidehistorie med en sadistisk gammel mand som også bor nede i kælderen, men det virker ultimativt som et forsøg på at skabe lidt sammenhæng og forklaring på pattemonsteret.
Jeg synes sgu det er lidt ærgeligt. Jeg føler at der virkelig gemte sig en perle af et klaustrofobisk mareridt her, og selvom filmen egentlig er underholdende og faktisk også virkeligt flot hele filmen igennem, så kunne jeg ikke lade være med at sidde og smile og grine lidt af den og tænke øv – jeg troede lige at jeg havde fundet en af de gyserfilm jeg alt for sjældent falder over.
Barbarian er en film der tør prøve noget lidt anderledes. Det er nærmest et kontrasplit imellem det psykologiske gys og det over-the-top halvfjollede monstergys. Jeg er langt mere til det første end det sidste, og det påvirkede desværre ultimativt min endelige score som er:
3 ud af 6 stjerner
