Apocalypse Now

Apocalypse Now er Francis Ford Coppolas bedste bud på en krigsfilm, løst baseret på romanen Heart of Darkness. Hvor Heart of Darkness foregår dybt inde i Congos jungle, foregår Apocalypse Now dybt inde i Vietnams jungle. Meget passende, og yderst relevant for sin samtid, da filmen udkom blot 4 år efter Vietnamkrigens afslutning.

Apocalypse Now er en historie om en soldat, som får til opgave at finde og eliminere en anden højtstående soldat, som efter sigende er blevet sindssyg og har forskanset sig langt inde i junglen. Det lyder som et plot, man nemt ville kunne lave en ret klassisk opbygget film over, men man må sige, at Apocalypse Now er alt andet end det.

Francis Ford Coppola går nemlig ikke ret meget op i at fortælle en spændende og fængende historie, men mere i at skabe en ekspressionistisk og auditiv/visuel repræsentation af, hvad krig, eller måske specifikt Vietnamkrigen, gør ved mennesker. Et af de mest slående billeder i filmen er, når junglen står i flammer, mens helikopterne flyver henover – det føles nærmest som et mareridt, hvor kaos og destruktion bliver smukt på en ubehagelig måde. I filmens indledning ser vi Captain Willard (Martin Sheen) gøre ting i en lille lejlighed et sted i Vietnam. Vi forstår, at krigen har skadet ham i sådan en grad, at han ikke kan andet end at være soldat, og han længes efter at komme tilbage til junglen, selvom han også frygter det.

Vanviddet er et tema for hele filmen, som jeg mest af alt tolker som et studie i en tiltagende psykose. Willard får, som nævnt, til opgave at finde og eliminere Colonel Kurtz (Marlon Brando), og for at nå frem til hans sidst kendte destination, må han sejle langs en meget lang flod med en lille besætning, som intetanende om hans mission må følge med.

Inden han når dertil, er vi dog også vidne til en regulær nedslagtning af en lokal vietnamesisk landsby til hujende surfer-råb og med Wagnermusik i baggrunden. Det er klart, at Apocalypse Now ikke ligefrem er positiv over for Amerikas rolle i Vietnamkrigen, og hvis man er i tvivl, bliver det med den scene slået fast med syvtommersøm. Jeg finder det dog en smule tonemæssigt afvigende fra resten af filmen. Måske var det hensigten? Jeg ved det ikke.

Den efterfølgende sejltur fylder, tror jeg, det meste af filmens spilletid og udpensler filmens egentlige handling. Som Willard og crew sejler ned ad floden, sker der en række hændelser, som bliver mere og mere bizarre og maniske. Scenen, hvor flodens tåge lukker sig om båden, skaber en klaustrofobisk stemning, der virkelig illustrerer, hvordan Willard og besætningen bevæger sig længere ind i vanviddet. Det er meget specielt og fascinerende, hvordan den her film blander det langsomme, nærmest kedelige tempo med så eksplicit og voldsom, ufiltreret vold og bizarre situationer. Willard bliver mere og mere besat af hans dossier med oplysninger om Kurtz, og når endda til at betvivle, hvorvidt han er mere betaget af Kurtz end rede til at eliminere ham.

Captain Willards langsomme forvandling fra en soldat med en mission til en mand, der næsten forstår og sympatiserer med Kurtz' galskab, er klart et af filmens mest interessante elementer. Willards rejse føles som en psykologisk nedbrydning, hvor både omgivelserne og hans egen mission driver ham længere ind i vanviddet.

Sejlturen kulminerer med, at den tilbageværende skibsbesætning møder Kurtz og hans kult. Jeg er måske en minoritet her, men jeg synes, at det er her, filmen er svagest. Jeg synes, at Marlon Brando spiller rollen som Kurtz lidt for afslappet, og jeg savner her det mere dvælende og syrede udtryk, som det meste af filmen har haft. Brandos præstation som Kurtz balancerer lidt mellem at være et filosofisk geni og en mand, der lyder som om, han prøver at huske, hvad han gik ind i rummet for at hente. Jeg ved ikke med jer, men hvis jeg havde rejst i ugevis på en flod fyldt med bomber, sindssyge og Wagnerelskere, ville jeg være lidt skuffet over at finde en Kurtz, der mest af alt ligner en mand, der er faldet i søvn i sin egen sauna.

Altså, jovist – Kurtz er da ikonisk, og der er nogle meget smukke og ikoniske billeder, men jeg føler også lidt, at Coppola har opnået sin vision med filmen her, og famler efter en afslutning. En lidt fjollet afslutning på en ellers anderledes og bizarr film.

Apocalypse Now er en klassiker, og ses af mange som en af dens tids bedste film og som en af de bedste krigsfilm nogensinde. Det var dog en film, som fra start til slut var plaget af ulykker i dens produktion, og man fornemmer tydeligt, at filmen er skabt i kaos – noget, der både klæder dens tema om krigens absurditet, men som også gør den svær at følge som en sammenhængende fortælling. For eksempel føles overgangen fra Wagnerangrebet på landsbyen til de mere langsomme, introspektive scener på floden næsten som to forskellige film. Jeg må desværre sige, at jeg synes, at det skærer lidt for meget igennem. Jeg synes, at filmen er fragmenteret, både i sin historie og i det visuelle, og det klæder desværre ikke filmens underholdningsværdi. Den kan godt føles lidt som at spise en kage, der er faldet på gulvet – smagen er der, men det knaser lidt mærkeligt mellem tænderne.

Ultimativt sidder jeg med en fornemmelse af, at jeg forstår den røre, denne film har skabt. Jeg forstår, hvorfor det er en klassiker, særligt set i lyset af verdens politiske situation i dens samtid. Men hånden på hjertet – mellem filmens action pieces var den sgu lidt lang og lidt kedelig, og det trækker desværre en stjerne fra min score.

Jeg giver Apocalypse Now:

4 ud af 6 stjerner