American Splendor

Så nåede vi til tredje perle på vores tema-snor, og denne gang har vi kastet os frådende over American Splendor – og lad mig bare sige, den smager mere af lunken kaffe og cigaretskod end af popcorn. Denne gang faldt valget hverken på en superheltfilm eller en gangsterfilm. Man kan faktisk sige, at den faldt på det komplet modsatte. American Splendor er en autobiografisk film om tegneserieforfatteren Harvey Pekar, hvis livsværk var en tegneserie om den mest gennemsnitlige og uimponerende mand i verden - ham selv.

American Splendor er virkelig en meget unik film, som vi fra starten må erfare har tænkt sig at lege så meget med mediet som muligt. Den er lidt sat op som en dokumentarfilm om en film om en tegneserie om en mand, som lever et lidt halvmiserabelt liv og som har en temmelig pessimistisk livsanskuelse. Det er på den måde en meget meta-agtig film, og for mig blev det egentligt hurtigt meget tegneserie-agtigt, på den måde filmen springer imellem fiktion og virkelighed - som om man læser en historie panel for panel og ofte kan opleve et perspektiv springe. Det blev dog på intet tidspunkt forvirrende eller svært at følge med i, og jeg synes, at det var forfriskende og nærmest forførende at se spillet mellem virkelighedens Harvey Pekar og Paul Giamattis halvlaskede portrættering. Særligt de scener, hvor virkeligheden og fiktionen smeltes sammen i samme scener, synes jeg var virkeligt godt udførte. Jeg har virkelig aldrig set en film blive lavet på den her måde før, og det holdt min interesse hele vejen igennem.

American Splendor er tilmed en film, der var en fornøjelse at se på. Color gradingen og set designet tegnede et billede af 1970'ernes og 1980'ernes Cleveland, og de forskellige karakterer som er med er ramt lige i rumpetten. En del af dem kan virke som karikaturer, ikke mindst den (vidunderlige) ultra nørd Toby eller Harveys skønne kone Joyce, men det er kun indtil vi ser dem i den dokumentaristiske del af filmen og ser, at de virkelig var sådan.

Den sjove og tekniske side af filmen betyder dog i sidste ende kun noget, hvis filmen også har noget at sige. Titlen American Splendor er naturligvis sarkastisk, for der er selv sagt ikke noget umiddelbart pragtfuldt over Harvey Pekar. Alligevel får filmen mig til at føle, at jeg kender og holder af Harvey i al hans ufuldkommenhed. Det er en slice of life-film, en komedie, en tragedie, et drama og, nåh ja, måske ikke en thriller, men der var da også relativt intense scener i filmen. Det er et genremix og et karakterstudie af en mand, som er som os alle sammen og alligevel ikke som nogen af os.

Jeg vil sige, at American Splendor er noget så sjældent som en film, der er både intellektuel, underholdende og ægte. Den er på ingen måde en blockbuster, og man skal måske have lidt tålmodighed med den langsomme, til tider ujævne rytme. Men hvis man giver sig hen til den, bliver man belønnet med en oplevelse, der både er sjov, underfundig og tankevækkende.

Jeg havde egentlig forventet at sidde tilbage med en slags "nå ja, det var da meget fint"-følelse, men i stedet endte jeg med at blive ret betaget af hele pakken. Den er hverken spektakulær eller overraskende i klassisk forstand, men den føles menneskelig og oprigtig på en måde, jeg sjældent oplever.

Jeg giver American Splendor:

5 ud af 6 stjerner