About Time

Ny uge, nyt tema for os riddere, denne gang skal vi kaste os frådende over en lille firbundet tids sløjfe og så må vi se, om vi mon kan binde en god og stram knude på den sag. Første skud på stammen er den britiske romantiske komedie About Time, som er instrueret af Richard Curtis, som står bag mange af de helt store film inden for genren, og har en farlig masse Oscar-stjerner på plakaten, herunder Rachel McAdams, Margot Robbie og Domhnall Gleeson.

I About Time følger vi Tim, som på sin 21. års fødselsdag får at vide af sin far, at mændene i deres familie altid har haft den egenskab, at de kan rejse i tiden ved at gå ind i et skab og knuge hænderne. Det er ca. lige så åndssvagt, som det lyder, men det er ikke desto mindre det plotmæssige anslag i filmen. Tim benytter ikke sine nyerhvervede evner til at skabe enorm kompetence eller velstand til sig selv, men nærmere til at forsøge at finde en kæreste – noget han aldrig har haft det store held med.

Og således følger vi Tim, som han lærer af sine fejl og bruger dem til at manipulere med alt og alle for endeligt at grifle sig en sød pige og en fin lille baby. Foruden Tim følger vi også et persongalleri, som mest består af Tims familie og venner, herunder hans meget bizarre søster med det endnu mere bizarre navn Kit Kat og hans onkel, som jeg ikke helt tror fik ilt nok til hjernen som spæd. Vi har også nogle lidt mere troværdige figurer med i filmen, som Tims charmerende far, den altid charmerende Margot Robbie og naturligvis filmens kvindelige hovedperson Mary, som bliver spillet udmærket af Rachel McAdams.

Dem, som kender mig, ved, at jeg er lidt en sucker for pladderromantik på film. Jeg elsker en god romcom, og jeg kan sagtens elske en film, hvor kærligheden imellem to mennesker er drivkraften. Film som Before-trilogien og La La Land. Jeg æder det. Den her film er sådan en, man med fordel kan sætte på en kølig efterårslørdag med et vamset tæppe og en god kop te. Jeg nød den skam – faktisk hele vejen igennem. Alligevel er jeg en smule ambivalent.

Som det måske fremgår, synes jeg, at filmens historie er en smule gakket, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Ikke alle tidsrejse-film behøver at være et studie i tidsparadokser – nogle gange er det faktisk okay bare at hygge sig! Hvad der dog er en dårlig ting, er, at der er et par steder i filmen, som jeg simpelthen synes, modsiger sig selv, og et par moraler, som jeg simpelthen er fuldstændigt lodret uenig i.

Filmen gør et stort nummer ud af at fortælle os, at man aldrig må rejse tilbage til en tid før ens seneste barn blev født, fordi så vil det være et andet barn, der bliver født. Og det kan godt være, at jeg bare er lidt dum, men begår Tim netop ikke denne fejl for bare at rette op på den alligevel? Er det ikke et gigantisk plothul? Det er helt muligt, at der var en detalje, jeg ikke fangede; i så fald vil jeg meget gerne høre det.

Og i forlængelse af det, så bliver der tidligt i filmen advaret om sommerfugleeffekten. Altså at små ændringer i fortiden kan have kæmpe stor indvirkning på fremtiden. Alligevel virker det ikke til, at noget som helst ændrer på noget som helst uden for Tims lille kærlighedsboble.

Jeg nævnte også moraler før, og her mener jeg både det faktum, at Tim manipulerer med alt og alle for at få hans vilje og aldrig bliver straffet for det, men også og i særdeleshed spørgsmålet omkring hans søster. Her er jeg spændt på at høre jeres holdning.

Hvis I lukker øjnene og forestiller jer, at jeres bror eller søster i løbet af en kortere periode var kommet helt ud at skide i stoffer og alkohol i en sådan grad, at deres liv var i fare, og du ytrer, at du har i sinde at hjælpe ham eller hende – ville du så forvente at blive set på med lidt overbærende øjne og få at vide, at det virkelig ikke er din plads, og at man bare skal vente på, at forændringen kommer indefra? Personligt er jeg helt enig i, at forandring skal komme indefra. Det er det nødt til. Men betyder det, at man ikke skal gøre noget for at hjælpe, og bare lade det stå til? Det synes jeg faktisk næsten er moralsk forkasteligt.

Men altså ud over de ting, som unægteligt trækker filmen ned i stjerner hos mig, så hyggede jeg mig egentlig meget fint. Jeg synes, at About Time er en hyggelig film med nogle gode skuespillere i rollerne. Jeg kan godt lide Domhnall Gleeson og Rachel McAdams, og jeg synes, at de gør det godt i den her film. Det er i min optik ikke en film, som på nogen måde når op på Love Actually eller Four Weddings and a Funeral's niveau, men det var en udemærket film, som dog bliver trukket ned af nogle parametre, der for mig var lidt svære at se igennem fingre med.

Jeg giver About Time:

3 ud af 6 stjerner