A Man Called Ove

Ved første øjekast ligner "En mand, der hedder Ove" en film som vi har set før. Farvepalletten skriger nordisk socialrealisme, og fra første scene introduceres vi for Ove, som er en sur halvgammel mand, der skælder ud på de stakkels medarbejdere i kiosken. Grundet vores nuværende feel-good-tema var jeg ret overbevist om, at jeg vidste hvad vi ville få – en film om en sur mand, som blødes op og forandrer sig til en sød gammel bedstefar. Jeg vil ikke sige at det var præcis det vi fik her, men det var godt nok tæt på. Alligevel viser instruktør Hannes Holm med "En mand, der hedder Ove" at en film godt kan være fornøjelig selvom den er en smule forudsigelig.

Ove er en sur og bitter mand. Hans rutineprægede liv går ud på at arbejde det sted, han har arbejdet i over 40 år, og så ellers lege politimand i hans lille rækkehus-samfund, hvor han dagligt sørger for at porte og garager er lukkede, der er ryddet pænt op, og at der for GUDS SKYLD ikke kører nogen biler på den lukkede vej. Ved filmens begyndelse er han mildest talt ikke sympatisk, til et punkt hvor det er komisk. Rolf Lassgård spiller på overbevisende vis den skæbne som vi alle måske kender både fra andre og i glimt måske også fra os selv. Han mestrer glimrende kunsten at være sur og ubehagelig, men med en komisk timing, der gør at man alligevel får et lille fnis her og der.

Ove bliver fyret fra sit job af en ikke videre specificeret grund, og det ser Ove så som en glimrende mulighed for at tage livet af sig og møde sin nyligt afdøde kone Sonja i efterlivet... efter han selvfølgelig lige har gået sin runde og ryddet lidt op.

Bedst som han står med løkken om halsen, må han dog afbryde, da han er nødt til at gå ud og skælde sine nye naboer ud, der har bakket ind i hans postkasse. Vi introduceres her for hans polare modsætninger i form af Parvaneh (Bahar Pars) og hendes mand, som åbenbart, ifølge Ove, er komplet uduelige til alting. Og det er jo en glimrende basis for et venskab for en sur og bedrevidende gammel mand – så har han jo nogen, han løbende kan skælde ud på og vise, hvordan tingene skal gøres.

Filmen igennem forsøger Ove at begå selvmord flere gange, men hver gang afbrydes han af livet omkring ham – ofte i situationer, som fører historien frem. Gennem flashbacks på udvalgte steder ser vi Oves barndom og ungdom, og vi begynder at lære ham at kende. Vi begynder at forstå, hvorfor han er som han er, og vi finder ud af at hans bitterhed bygger på en sorg. Da han er helt ung, bliver først hans mor og så hans far på meningsløs vis taget fra ham. Så mister han sit hus. Da han finder kærligheden, går der ikke længe før hun kommer ud for en ulykke, som vender op og ned på hele deres tilværelse, før han til sidst også mister hende. Særligt Sonjas ulykke ser jeg som vigtig for historiens tema og budskab.

Da Sonja mister førligheden, reagerer Ove ved at blive vred, men han ved ikke hvad han skal blive vred på. Derfor kanaliserer han al hans vrede ud i fysisk arbejde og ud i at hjælpe hende bedst muligt i form af at bygge fysiske hjælpemidler til hende og sikkert også andre ting. Da hun dør, står Ove tilbage med vreden, men intet at kanalisere den ud på. Han bliver derfor vred på alle andre end sig selv. Sonja selv reagerede nærmest modsat på hendes egen ulykke. Hun lod ikke hendes lammelse stoppe hende i at forfølge hendes drømme og hjælpe andre mennesker, og som resultat elsker alle, der kan huske hende, for det. Vi finder først et stykke inde i filmen ud af at hun levede med et handicap, for det var ikke vigtigt for dem, som var omkring hende.

Igennem venskabet med Parvaneh tror jeg at Ove bliver mindet om at det er okay ikke at være vred, og vi ser ham langsomt åbne op og begynde at hjælpe menneskene omkring ham, som han engang havde hjulpet Sonja – men denne gang uden at være motiveret af vrede. Det kan måske lyde lidt klistret, men jeg synes at det var rørende at observere. Det går lige lidt over grænsen da Ove til sidst dør, fordi han har et "for stort hjerte", men pyt nu med det.

Så ja! "En mand, der hedder Ove" ER forudsigelig og lidt clichéet. Men den formår at være det på en meget fin og elegant måde.

Jeg giver "En mand, der hedder Ove":

4 ud af 6 stjerner