A History of Violence

Anmeldt af Malte · 3. juni 2026

Maltes vurdering

Så er sommerferien slut for vores lille broderskab og det skal fejres! Og hvilken bedre måde at fejre det på end med anden film i vores grafiske novelle-filmatiserings kavalakade! Denne gang har vi set "A History of Violence", og det må man da virkelig sige at det er! Altså en historie om vold. For filmen fortæller en historie, hvor volden ikke blot indgår, men skaber ringene i vandet, som bliver til bølger for vores allesammen næsten danske filmhelt Viggo Mortensen.

Tom Stall er en fredelig familiemand, der driver en lille diner i Indiana. Hans liv bliver i den grad vendt på hovedet, da han en dag efter lukketid får besøg af 2 psykopatiske typer! De lader Tom vide at de ikke er til at bide skeer med, og som svar på det lader Tom dem vide at han er særdeles god til at slå folk ihjel! Den færdighed gør Tom så berømt i det lille samfund at selv Mark Zuckerberg bliver stolt af ham. Voldshandlingen går at han får besøg af glasøje Mr. Harris, som på mystisk vis bliver ved med at kalde Tom for Joey, og handlingen er dermed i gang.

Hvad der følger er et simpelt, men effektfuldt voldseventyr som på én gang er både langsomt og dvælende og fyldt med spænding. For selvom filmen er simpel og dræbende forudsigelig, synes jeg at den formår at holde mig, hvis ikke helt ude på spidsen af sofapuden, så halvvejs oprejst, og det er altså også en bedrift i sig selv. Filmen oser af Cronenbergsk tempo, og den særlige måde han instruerer sine skuespilleres dialog på gør at filmen virker underligt drømmende og bizarr, uden helt at komme op i Lynch-tier.

Der går længe imellem at jeg ser en film med Viggo Mortensen i hovedrollen, men hver gang jeg gør tager jeg mig selv i at blive betaget af ham. Foruden at være djævelsk køn oser manden af charme, selvtillid og tjavset gråt hår på en måde som må få Nikolaj Coster-Waldau til at skamme sig en lille smule. Jeg synes at han bærer denne film godt, hjulpet på vej af Ed Harris som altid er fantastisk.

Som I måske kan høre synes jeg at "A History of Violence" er en god film. Det er sådan en rigtig film-film, som bare er nem at samle op en god søndag, og som man ikke behøver den store tankevirksomhed for at følge med i. Det er dog på mange måder også filmens svaghed, for som jeg nævnte tidligere så er det en utroligt forudsigelig film. Fra sekundet at Ed Harris kalder Viggo for Joey ved man at det naturligvis er sandt. Fra sekundet at Joey tager afsted til Philly for at møde sin sagnomsuste bror ved man at formålet er at Joey skal dø. Fra sekundet at Mark Zuckerberg bliver antastet af Generic McSportsjock ved man at Mark nok skal give ham tørt på. Jeg blev på intet tidspunkt overrasket af filmen, og det er faktisk lidt vanskeligt at forklare mig hvorfor jeg syntes så godt om den her film som jeg egentligt gjorde.

Jeg sidder lidt tilbage og undrer mig over denne films oplæg. Hvad er det der har gjort at "A History of Violence" var nødt til at blive filmatiseret? Er den grafiske novelle betydeligt anderledes? Er der noget stilistisk der gør at den må ses som en klassiker? Jeg vil sige at jeg er mildt nysgerrig – men det er nok en af de nysgerrigheder der kommer til at stå hen i det uvisse. Jeg er simpelthen ikke interesseret nok. Jeg er dog ganske godt tilfreds med hvad jeg fik her – en god og underholdende actionfilm.

Jeg giver "A History of Violence":

4 ud af 6 stjerner.

Se alle anmeldelser →