A Fistful of Dollars

Dengang jeg just var en ukritisk og pur ung knøs på landet, elskede jeg alle mulige film. Jeg elskede faktisk næsten alle film, jeg så. Jeg elskede virkelig også westernfilm, både de amerikanske, men måske i særdeleshed de her italiensk producerede spaghetti westerns. Jeg husker tydeligt, at jeg så de båndede Bud Spencer-film fra mine forældres skab igen og igen, og jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at skelne dem fra hinanden i min hukommelse. De fleste af dem handlede om nogenlunde det samme: nemlig noget med skællesmæk, øretæver, kvinder der skulle reddes og skurke, der skulle skydes.

Da vi så Præriens skrappe drenge, sad jeg med en lille frygt i maven. Tog jeg i virkeligheden fejl? Er hele westerngenren bare lort, og var jeg bare en lille sindsforvirret møgunge?

Svaret er både ja og nej.

JA: Jeg var en sindsforvirret unge.

NEJ: Hele westerngenren er IKKE lort, og det var skønt at blive mindet om det med A Fistful of Dollars!

A Fistful of Dollars er fra en anden tid, hvor film var lidt mere no bullshit. De var til at følge med i. Vi følger "Joe", spillet af Clint Eastwood, som kommer til en by. Byen er lovløs og domineret af familien Baxter, som tæller sheriffen og hans familie på den ene side, og familien Rojo, som består af en flok skruppeløse forbrydere på den anden side. Særligt Ramon er en rigtig skiderik.

Joe beslutter sig for, at han vil lave nogle dollars her, og han vil placere sig smack down in the middle og spille en smule på begge heste.

Undervejs spiller Joes moralsans dog mere ind end han måske oprindeligt havde tænkt sig, og en redningsauktion og efterfølgende actionfyldt katteog musejagtning, krydret med lidt mexican standoff, tager form.

Jeg elsker, når en actionfilm er til at tage at føle på, og westernfilm er ikke nogen undtagelse. Filmen er meget tydeligt delt op i en begyndelse, en midte og en slutning. Den er måske en smule forudsigelig, men det gør ikke så meget. For samtidig med at filmen skyder sig afsted, er den meget autentisk i sit udseende og ledsaget af mesterlige Ennio Morricones udødelige toner.

Meen, okay, hvis man tager nostalgiens lyserøde briller af, falder aggtelsen måske også en smule. For selvom filmen er godt paced og actionfyldt, er den måske også lidt corny og forudsigelig. Selvom Spaniens smukke sceneri oftest er gudesmukt og stemmingsfuldt, er nogle af skudduellerne og skuespillet måske en smule dateret.

Sat op imod Præriens skrappe drenge er A Fistful of Dollars jo den hellige gral. I stedet for Slem O'Hara har vi i Ramon Rojo en ægte truende trusel, som reelt set ER lidt skræmmende. I stedet for en trommedfed og rødmosset Karl Stegger har vi en veltrimmet og charmerende Clint Eastwood.

Men sammenlignet med genrens aller bedste – Once upon a time in the West, The Good the Bad and the Ugly, Tombstone og des lige – synes jeg desværre ultimativt, at A Fistful of Dollars filmisk og historiemæssigt er lidt for meget til den simple side. Det er noget, jeg kommer frem til i retrospekt, efter at have tænkt lidt over det. For jeg morede mig rigtigt meget med denne film, og jeg vil bestemt anbefale den til andre – om ikke andet så i hvert fald som en introduktion til westerngenren.

Jeg giver A Fistful of Dollars:

4 ud af 6 stjerner