12 Angry Men

Året er 1957. Det er sommer, farverne er ikke eksisterende og luften er tyk af både varmen og den trykkende atmosfære som kun en mordsag kan levere. Ét rum. 12 mænd. Og de er vrede! Vrede over den åbenlyst skyldige mand de lige har observeret i retten. Vrede over de forbistrede voldelige og morderiske minoriteter. Vrede over udsigten til at misse sit ballgame. Og så er der også en enkelt som er vred over alle de andres ligegyldighed overfor sagens alvor. Det er op til én mand at overbevise 11 andre jurymedlemmer om at genoverveje deres domsbeslutning i en sag der kan få fatale konsekvenser for en ung mand. 11 jurymedlemmer som har dømt sagen på forhånd og som egentlig godt bare vil kalde det en dag og tage hjem.

12 Angry Men er et kammerspil, udspillet i realtid, hvor én mand skal overbevise alle andre om at de tager fejl og han har ret. Det er, undskyld mit sprog, et hook der er så simpelt og så genialt at jeg bare må lukke øjnene sådan lidt sagligt, smile lidt forlegent, ryste lidt på hovedet og bare slowclappe.

Men et hook er én ting, og selvom det er så hovedrystende genialt, så er setuppet også noget som kunne gå hen og blive en rigtigt kedelig lortefilm, hvis det tekniske ikke var der. En film i realtid SKAL være pacet ordentligt for – lets face it – virkeligheden er røvkedelig. De fleste mennesker er også lidt kedelige og lidt ligegyldige, så skuespillet er også nødt til at være spidse. Særligt når det drejer sig om en sort-hvid film fra 1950erne som udspiller sig i ét lille rum. Der er i teorien ikke så meget at se på. Men mere om det senere.

Der er bare det ved det at jeg virkelig synes at det hele går op i en højere enhed her. Filmen er godt nok halvanden time lang. Det er en halvanden time der flyver afsted, for jeg er investeret i nævning 8's kamp for at overbevise de andre om hans sag. Hver enkelt pointe bliver taget op og diskuteret hurtigt, og en række af de forskellige nævninges synspunkter modvises enkeltvis og én ad gangen, som regel med et argument som spiller ind i deres eget liv på en måde. Det føles på en måde som en række små mini-karakterarker, og det medvirker til at vi lærer disse mennesker at kende – på trods af vores meget begrænsede tid med dem og på trods af at vi ikke engang kender navnene på dem.

Skuespillet og manuskriptet går også op i en højere enhed. Filmen er simpelthen smukt skrevet. Dialogen er flydende, naturlig og troværdig og på trods af at filmen er gammel og foregår på én location, er den aldrig teatralsk eller gammeldags. De 12 nævninge taler nærmest fuldstændigt som man gør i dag og som man kunne forestille sig at en række mennesker som ikke kender hinanden ville tale til og med hinanden i den situation de står i. Meget er sagt om Henry Fondas rolle som nævning nummer 8, men jeg vil godt fremhæve Lee Cobb som nævning nummer 3.

Nævning nummer 3 er en stor, vrovten og stædig mand. En mand som ikke er vant til at blive sagt imod, og som man ikke har lyst til at sige imod. Han er måske nok karismatisk, men man fornemmer en konstant arrighed som ligger lige under overfladen. En arrighed som kan udvikle sig voldelig, hvis man siger noget forkert – noget vi finder ud af også har været årsagen til hans manglende forhold til hans søn. Noget som direkte påvirker hans forudtagethed om den dømte mand i denne historie. Da han i filmens slutning får et regulært sammenbrud og river fotografiet af ham og hans søn itu, er det kuldegysninger!

Jeg sagde tidligere at der ikke var meget at se på i denne film ved første øjekast. Det er en sandhed med modifikationer, for på en eller anden måde har de fået den her film til at være lidt af en looker alligevel. Den måde farverne på deres tøj ser ud i sort-hvid, samt belysningen og den store brug af close-ups giver filmen et helt unikt look og identitet.

Jeg ved ikke om jeg vil sige at 12 Angry Men er en perfekt film. Inden for dens egen subgenre synes jeg dog at den ligger og bryder med de allerbedste. Den har hjerte, humor og endda lidt spænding. Jeg forstår hvorfor det er en klassiker.